Så fik jeg endelig luftet min våddragt igen. Jeg var ellers over vinteren blevet noget nervøs over udsigten til igen at ligge der blandt tang, bandmænd og andre spændende sager, men var af en af mine tre åbent vand svømmemakkere, Vibeke, blevet lokket til at melde mig til et formiddagskursus arrangeret af Copenwater og DGI – og det var en rigtig god ting 🙂
En instruktør gav os øvelser og en kystlivredder var med på sit board – så man behøvede overhovedet ikke bruge energi på at være bange for vandet – og kunne koncentrere sig om at finde roen i vandet. Helt perfekt, og jeg var overhovedet ikke presset undervejs… ok, forholdene var vitterlig også perfekte… ingen bølger, og stort set ingen strøm og vindstille… men fedt at komme godt igang med sæsonen på den måde.
Så i løbet af de par timer blev jeg mindet om alt det skønne ved at svømme i åbent vand….. og jeg ser nu frem til en forhåbentlig god sæson med masser af gode svømmeoplevelser – såfremt tiden er til det …. ulempen ved åbent vand er nemlig, at det er en noget mere tidskrævende omgang end lige at cykle ned i den lokale svømmehal…..
Jeg har forsømt min blog – forsømt at skrive – forsømt at holde status…. men svømningen har jeg ikke forsømt…. slet ikke…
jeg har i mellemtiden fået nyt job og det kræver i sagens natur en del energi – men jeg har fået kabalen til at gå op med mine nye – og super spændende – karrieremæssige udfordringer…
mine nye fantastiske kolleger fandt meget hurtigt ud af, at de har fået en gal svømme-nørd ind i folden….
en kollega, som dukker op på kontoret med vådt hår og to meget store tasker… den ene er alt svømmeudstyret og den anden er madpakken 🙂
Jeg har tilmeldt mig Christiansborg rundt endnu engang, så jeg skal snart se om jeg kan klemme mig ned i våddragten – kunne dog godt tænke mig at vand-temperaturen liiige når op på de 16 grader før jeg er at finde blandt tang, brandmænd og stjålne cykler 🙂
Jeg får stadig sessions ind imellem af fantastiske Bo Jacobsen, som på ingen tid stiller skarpt på hvad jeg skal arbejde med…. der er noget længere imellem, da Bo holder til i Esbjerg, men jeg ser altid frem til næste session 🙂
Jeg indrømmer det – jeg er slet ikke så kæk længere, når det kommer til kolbøtter… det begyndte at fylde mere og mere med de kolbøtter, som gik mere og mere galt…. brugte til sidste alt for meget energi på at forberede mig mentalt, men fortsat med manglende tro på at jeg kunne…
Så traf den beslutning at lade det ligge for nu… efter tre ugers kolbøtte-pause havde jeg igen morgen-træne-træf med svømmemakker Reto, og vi begyndte heeelt forfra… men nåede aldrig hen til at lave vendinger ved kanten…. måske jeg genfinder troen og gejsten, måske ikke… jeg VIL jo gerne, men den mentale blokering er massiv….
Nu hvor våddragten er lagt i vinter-hi er det jo tid til nye udfordringer… Jeg har altid syntes det ser enormt fedt ud, når de rigtige svømmere lige slår en kolbøtte, svinger benene rundt og så ellers svømmer videre med et par delfinspark som motor… men kunne nærmest selv få at angstanfald ved tanken om at tumle rundt med hovedet nedad i vandet – helt naturstridigt, og med vand i næsen som en naturlig følge…
Alligevel har drømmen ikke helt sluppet mig – det kunne godt nok være fedt at lære…og så var jeg klar… en morgen havde jeg en svømmeaftale med min Open Water træningsmakker Reto i East Kilbride Badet. Efter vores indledende svømmetræning – og en smule snak – gik vi igang med projekt kolbøtte-i-vand… det var noget med at krumme sig sammen, og så lade Reto hjælpe mig rundt… mange gange indtil jeg pludselig kom rundt af mig selv… og så var det ellers at træne derfra..
Jeg havde så en session med min coach Bo Jacobsen, hvor jeg blev hevet igennem diverse øvelser med omgående forventning om, at jeg lige så godt kunne lære korrekt armføring med det samme – jeg var sådan set bare glad for at komme hele vejen rundt, men har en ambitiøs træner – hvilket i virkeligheden passer mig meget godt 🙂
Bo filmede en af mine vendinger, som jeg helt sikkert selv er ganske godt tilfreds med 🙂
Eneste problem… dagen efter session, blev jeg pludselig angst for at lave kolbøtten… mistede troen på at det kunne lade sig gøre, og så blev det til rigtig mange halve vendinger, som endte lodret i vandet med hovedet nedad… fik heldigvis overvundet mig selv i dag, så jeg igen kom hele vejen rundt…. men må erkende, at det fremfor alt er en mental kamp – endnu en – for jeg har jo selv på video set, at jeg ret hurtigt kunne lære at lave en ganske hæderlig kolbøttevending… så endnu et slag skal stå 🙂
Af forskellige årsager havde jeg faktisk besluttet mig for IKKE at tage udfordringen omkring de 10 km ved gårsdagens Store Svømmedag op.
Derfor dukkede jeg op kl 8 som vanligt søndag morgen, klar til min almindelige morgentræning… og havde en skøn morgentræning med en bane stort set for mig selv i 1.5 time 🙂
Kort tid efter jeg kom op af vandet gik store svømmedag i gang. Jeg havde lovet at tage nogle billeder til den lokale klub, Triton, men der var endnu ikke dukket nogen af dem op, som jeg skulle tale med, så hoppede i bassinet – så kunne jeg da lige nuppe 1000 meter og yde mit bidrag til konkurrencen mod de andre svømmeklubber/haller.
Da jeg havde svømmet 1000 meter var der stadig ikke dukket nogen op, og jeg synes egentlig, at det var lidt fesent ‘kun’ at svømme 1000, så jeg besluttede mig for at nuppe 2000 meter mere… 3000 meter – det var da hæderligt.. 🙂
Oppe af vandet fik jeg hurtigt taget de fotos jeg skulle bruge…… og så tog fanden ved mig,.. jeg vil sgu klare de 5000 – de første 3000 gik jo godt nok…
Så mig ned i vandet igen, og så var det ellers bare næsen ned i det bølgende blå og derudaf… allerede efter 500 meter var det hårdt… holdt kort drikke-og-brille-justerings-pause efter 1000 meter, og så mødte jeg ellers muren… smerter i nakken og baghovedet (spændinger), og så blev jeg pludselig VILDT sulten… men havde ingen af de dårlige smerter fra skulderen eller hoften, så måtte i den grad æde mig selv… tænke opbyggelige tanker….lave delmål… måtte tage et par baner på ryggen – måske det var bedre….nej, bare om på maven og crawle og få det overstået…
400- 300- 200- 100… ENDELIG!!!! 5.1 lød dommen fra den official, som omhyggeligt have sat streger…. WHAT!!!! ei, for pokker da… nå, men 5.1 er da også et flot rundt tal..
Plus de ca. 2 km ved morgentræningen sådan ca. 30 min. inden jeg påbegyndte de 5 km, bliver det jo lige omkring 7 km, og det er da også en slags.. og det var jo egentlig ikke planen.. men er nu glad for, at jeg gjorde det alligevel 🙂
Har syet mærket fast på min svømmetaske, til påmindelse om at der både ER plads til 7.500 meter og 10.000 meter mærkerne 🙂
I dag: Kan da i hvert fald mærke, at jeg har en nakke, og tror jeg, at springer Dryland over et par dage 😉
Jep, den er god nok… min træner har ikke pakket udfordringerne sammen, for det er vigtigt at have et mål, siger han…. for et par måneder siden blev udfordringen luftet – at gennemføre 10 km ved det næste Svøm Langt event i den lokale svømmehal…
Det er så den 4. oktober, og altså lige om lidt…
Jeg har 6 timer til at gennemføre, og det er tilladt at holde pauser undervejs, men alligevel… det lyder godt nok hårdt OG kedeligt…
En del af mig vil rigtig gerne tage udfordringen op, og jeg stiller temmelig sikkert til start…… om ikke andet så for at kunne gøre mig fortjent til mit første svømmemærke – 40 år er vel en fin alder at tage sit første svømmemærke i, ik 🙂
Men jeg er meget usikker op om jeg overhovedet kan svømme så langt….og jeg er i tvivl om jeg overhovedet VIL presse mig selv til at svømme så langt… vil nødig risikere at min hofte går i stykker, eller at få en overbelastningsskade i armene, så jeg ikke kan svømme i laaang tid…
Og så svømmer frøken snegl her stadig så langsomt, at det ikke er ret mange pauser jeg kan nå på de 6 timer… GOSH, lyder godt nok kedeligt…og hårdere end et marathonløb….
Jeg vendte mine tanker med Coach Morten, som bemærkede noget om, hvorvidt jeg var igang med at tale mig selv ned, så det uanset hvordan jeg klarer det vil blive en succes…. hårde ord, men måske ikke helt usandt… jeg er sgu nok lidt bange for at falde igennem, og så vil det måske være lettere slet ikke at stille til start…
Jeg er ikke helt afklaret, og hvis jeg skal være helt ærlig, synes jeg også det vil være flot at svømme 5 km – men andre har åbenbart større ambitioner på mine vegne…
Jeg tror jeg stiller til start, og så må jeg mærke efter undervejs, og lytte meget, meget godt efter om det er en god eller en dårlig smerte, som jeg uden tvivl kommer til at mærke undervejs… er jeg skør…..?
Et par uger er nu gået siden mit livs eksamen ved Christiansborg Rundt. Våddragten er sendt på vinterferie (øv, øv, øv), og jeg er tilbage 100 % i svømmehallens klare blå og med praktiske navigationsstriber på bunden.
Betragtning: Uanset hvad formålet er med at svømme i Åbent vand, giver den ultimative natur-udfordring den fordel, at alt føles som peace of cake, når man er tilbage i svømmehallen.
Nogle af de tekniske øvelser, som før stadig kunne give mig lidt – for – hurtig vejrtrækning, og spændte muskler, når jeg nærmede mig set sted, hvor der er 3-4 meter til bunden, klarer jeg nu stort set uden at bemærke om jeg svømmer på dybt eller lavt vand… hurra!!!
Endnu en betragtning: Efter at have leget med længere distancer i det fri, synes jeg pludselig det er irriterende at skulle vende for hver 50 meter… man mister jo rytmen helt… måske der skal leges med nogle kolbøtter på et tidspunkt, men er usikker på om hoften og min indre balancenerve vil lege med…
En sidste betragtning: Der er ingen tvivl om, at det er meget lettere at svømme, når der ikke er tang mellem tæerne og skumtoppe på ‘bølgerne’, men jeg savner også den friske luft, lydene fra fugle og vinden i træerne, når man lige holder en pause.. og savner faktisk også de super hyggelige snakke med mine nye svømmebekendtskaber Reto, Anne, Vibeke og Christen… 🙂
Her dagen efter mit livs eksamen (og jeg har været igennem ikke så få) i form af Christiansborg Rundt, kan jeg da godt tænke hvad jeg mon egentlig lige var SÅ nervøs for….
Klar til start – man man se nerverne?
Tæt på nedsmeltning
Men sagen er den, at jeg var HAMRENDE nervøs fra morgenstunden… fysisk ubehag, svedeture og alt muligt andet godt…og da vi kom frem til ‘sitet’, blev jeg simpelthen så presset af nerver, at tårene flød bag solbrillen – tak for, at det var solbrille-vejr. Da jeg så tilfældigt rendte på min træningsmakker, Reto, i toiletkøen, var det sgu lige før jeg brød helt sammen.
‘Jeg kan ikke lide tanken om, at nogen skal kigge på mig’, var vist een af mine kommentarer… ok, så var det måske ikke LIGEFREM det smarteste event at melde sig, smarte…. men nok bare en salgs sceneskræk, tænker jeg… 😀
MIN kamp
Min fantastiske mand, som var med mig, og har bakket mig op hele vejen, vidste vist ikke helt hvad kan skulle gøre for mig… der var ikke så meget at gøre… det var MIN kamp, MIN eksamen, MIT definitive opgør med den vandskræk, som har fyldt så meget i de første 39 år af mit liv i rigtig mange sammenhænge..
Det var tid til at komme i våddragten, og da jeg først sad der iført 5 mm. neopren, blev jeg faktisk lidt mere rolig – nu var der ligesom ingen vej tilbage…
Det hjalp nok også lidt at kigge på de svømmere, som nærmede sig mål – det var ikke alle, som så lige ‘stil-rene’ ud… så jeg burde kunne redde mig i mål uden at vække alt for meget opsigt, tænkte jeg..
let at spotte i mængden
I chocking pink
Jeg havde faktisk besluttet mig for ikke at svømme med hav-tasken, da jeg mødte en anden jeg kender, og som allerede havde været i bølgen blå… ud fra snakken med hende, kunne jeg godt mærke, at jeg skulle have den med – selv om der praktisk talt ikke var andre, som svømmede med den slags, i øvrigt tilladte, ‘sikkerhedsudstyr’..
Så, iført min startgruppes hvide badehætte og meget pink havtaske, stillede jeg til start… kom ud på pontonnen i gåsegang med de andre, og lod mig glide ned i det – faktisk ikke så – kolde vand… hovedet under… smage på det salte vand… og så gik starten… havde ikke fået placeret mig bagerst, som det ellers var planen, så kunne ikke for alvor lurpasse, så bare afsted…
Briller og brandmænd I havnen var der en del bølgegang, men der var faktisk ikke så meget tumult, som jeg havde forventet… desværre drillede mine briller fra start, så de første 10 – 15 minutter måtte jeg standse op flere gange for at justere…. fik heldigvis klaret det.
FUCK, hvad er nu det… ? pludselig svømmede jeg lige hen over nogle meget lange tentakler, og fik hænderne godt ned i dem,.. det var sgu da en brandmand…. pis… nå, videre…. mærkede det heldigvis ikke så meget… – det kom bagefter…
Mørket
Inde i kanalerne blev vandet roligt, og jeg kunne koncentrere mig om at få rytme på svømningen, orientere mig, og så ellers prøve på at nyde det… og så skulle der samles mod til den 80 meter lange mørke tunnel… ikke nødvendigvis en lækker oplevelse for en ny-svømmende pige med klaustrofobi….
”Fokus’…. ‘Rytmen er god’, tænkte jeg .. og ‘2000 meter er jo ingenting – et normalt træningspas tirsdag morgen er 2,5’… og så derind….jeg kunne se, at en del af de andre svømmere omkring mig gik over til at svømme bryst… ‘nej, fandme nej,’ nu går det lige så godt’,,, så jeg blev sgu nærmest lidt overmodig og pløjede videre med hovedet godt gemt i det mørkeste mørke… er overbevist om, at alle mine tekniske øvelser og balanceøvelser i svømmehallen gjorde en forskel her – og havde også prøvet kræfter med svømning med lukkede øjne en dag i meget livligt vand i Søndersø, da jeg havde fået noget ‘stort’ i øjet… det her var jo ingenting sammenlignet med. Og pludselig kom lyset og sigtbarheden igen..
Fandt rytmen
Så startede motoren
Jeg kunne se, at jeg halede gevaldigt ind på flere, og det var her, at jeg for alvor kom igang… fik et godt flow, øgede hastigheden, og begyndte at overhale…også svømmere fra startgrupper før mig… FEEEED følelse, som jo gav endnu mere energi…
Fik samtidig overskud til at betragte folk på kajen, som kiggede på… fik nærmest lyst til at vinke til dem 😀 – og pludselig var jeg ude i havnen igen. Ude i det lidt mere livlige vand, hvor jeg så desværre ikke formåede at lave en flot finish, da et par medvømmere lå og lavede blokade foran mig…. men fint nok… nåede i mål,, op af trappen og videre ind på lang… Done deal… var jo nærmest først lige kommet i gang, selv om jeg da bestemt godt kunne mærke, at jeg havde brugt mine arme 😀 – men kroppen var jo også pumpet med endorfiner lige der 🙂
Se, der kommer en havtaske – og Nina
Five seconds of fame Min plan om at være helt usynlig for alle andre, gik vist lidt i vasken, da jeg besluttede mig for at svømme med havtaske. Min mand fortalte bagefter, at speakeren i mål-området havde omtalt min havtaske, min starttid mv, ikke så lidt mens jeg nærmede mig mål… hmm… men fint nok, for det gik jo godt, fandt jeg ud af …
12 minutter bedre
Jeg havde haft målsætningen om at komme under 60 minutter hvis alt flaskede sig, og jeg undgik at gå i panik. Og bortset fra brandmand og briller gik det jo rigtig godt, men blev alligevel ret overrasket over min tid på 48.37… ja, jeg var og er mega stolt – selv om det for mange måske ikke lyder af noget særligt.
Om alt går vel, og min dårlige hofte gider lege med, skal jeg bestemt også svømme Christiansborg rundt til næste år 🙂
Fotooplevelsen
Min mand fulgte med mig hele vejen rundt med kameraet, og det var super hyggeligt at spotte ham hist og pist – så delte vi ligesom oplevelsen, selv om han ikke svømmede med… og bonus var, at vi kunne kigge på billeder om aftenen, og ligesom genopleve dagen og de forskellige momenter undervejs… kan anbefales 🙂
Kunne så også på billederne betragte min svømmestil – hvilket man som ny-nørd, naturligvis gør – og jeg blev sgu så glad over at se, at det ikke var helt galt fat… faktisk var jeg meget positivt overrasket over at se, at nogle af de ting, som jeg senest har arbejdet med i min træning med min Coach, Morten Marstrand, åbenbart er lykkedes for mig… stor bonus 🙂
Endnu en træningstur i Søndersø blev til noget af en udfordrende oplevelse. Solen skinnende, men det blæste godt nok en del fra øst. Min træningsmakker Christen og jeg aftalte at svømme derudaf og holde løbende dialog om distancen. Omkring de 2 var målet.
Allerede kort efter starten kunne jeg mærke at mit øje var irriteret, men mon det ikke ville få væk. Både solen og bølgerne var i ryggen. Da vi nåede ud midt på søen kunne vi mærke tiltagende bølger og vind og vi besluttede os for at vende om… Hjemturen blev hård, og meget udfordrende for mig. Bølger lige imod een, og vi blev skubbet godt og grundigt rundt… Både svømning og vejrtrækningen blev svær… Og jeg var mentalt på kanten af, at det ikke var sjovt længere.. Mit øje blev værre og være, og kunne slet ikke navigere. Svømmere til sidst med lukkede øjne… Sagde til Christen, som var super til at få mig med… “Jeg kan intet se, nu følger jeg bare dig”. Vi svømmede ca. 1.7 km på 50 minutter.
Hvad jeg har lært af svømmeturen:
Svøm kun med een, som du har en god mavefornemmelse omkring, og hjælp hinanden undervejs hvis den ene har krise – tak Christen 🙂
jeg kom igennem tumult vand og problemer med øjet ….jeg kunne jo godt æde mig selv 🙂
Svømning i Søndersø er nok bedst i vestenvind, så man starter modstrøms 🙂
Min fysik fejler ikke noget, det er det mentale, som kan trickes (det vidste jeg jo godt)
Nu er der kun to uger til slaget skal stå ved Christiansborg rundt. Min svømme-stævne-debut, og et møde med det kolde mørke. Og et møde med 2000 andre svømmere, broer og en 80 meter lang mørk tunnel….
I mit forsøg på at blive så klar som muligt til den udfordring, som Coach Morten jo gav mig tilbage i januar måned…har jeg over sommeren forsøgt at komme ud og svømme i Åbent Vand en gang om ugen..
Godt nok er man ikke begrænset af åbningstider, men til gengæld er det en stærkt begrænsende faktor, at man ligesom skal finde mindst een at svømme sammen med – og for mit vedkommende helst een, som er med på, at jeg ikke tilbagelægger 4 km på 1 time…
Derfor griber jeg hver en mulighed for at lave aftaler – også med folk, som jeg kun har mødt en enkelt gang før, eller har mødt i en af de OW-grupper, som findes på FB. Og det er slet ikke underligt. For dem man så mødes med er jo i præcis samme situation 🙂
På den måde møder man altså mennesker, som man ellers ALDRIG var kommet i kontakt med, og det synes jeg – som jo er socialt dyr – er super fedt og inspirerende…
Så konklusionen er: Når man skifter til våddragt og havtaske, bliver svømningen pludselig en ganske social ting, som så derudover krydres med skønne naturoplevelser – har fx. været i Søndersø et par gange, og har nærmest været væltet omkuld af den oplevelse….tage en pause midt på søen,,, bare ligge der og sludre med sin svømmemakker, og kigge og lytte til fuglene…
Og ja, ligeså stille, men sikkert er min angst for dybet ved at forvandle sig til glæde over rent faktisk at kunne ‘bruge’ svømningen i naturen…
En svømmers bekendelser 