Her dagen efter mit livs eksamen (og jeg har været igennem ikke så få) i form af Christiansborg Rundt, kan jeg da godt tænke hvad jeg mon egentlig lige var SÅ nervøs for….
Klar til start – man man se nerverne?
Tæt på nedsmeltning
Men sagen er den, at jeg var HAMRENDE nervøs fra morgenstunden… fysisk ubehag, svedeture og alt muligt andet godt…og da vi kom frem til ‘sitet’, blev jeg simpelthen så presset af nerver, at tårene flød bag solbrillen – tak for, at det var solbrille-vejr. Da jeg så tilfældigt rendte på min træningsmakker, Reto, i toiletkøen, var det sgu lige før jeg brød helt sammen.
‘Jeg kan ikke lide tanken om, at nogen skal kigge på mig’, var vist een af mine kommentarer… ok, så var det måske ikke LIGEFREM det smarteste event at melde sig, smarte…. men nok bare en salgs sceneskræk, tænker jeg… 😀
MIN kamp
Min fantastiske mand, som var med mig, og har bakket mig op hele vejen, vidste vist ikke helt hvad kan skulle gøre for mig… der var ikke så meget at gøre… det var MIN kamp, MIN eksamen, MIT definitive opgør med den vandskræk, som har fyldt så meget i de første 39 år af mit liv i rigtig mange sammenhænge..
Det var tid til at komme i våddragten, og da jeg først sad der iført 5 mm. neopren, blev jeg faktisk lidt mere rolig – nu var der ligesom ingen vej tilbage…
Det hjalp nok også lidt at kigge på de svømmere, som nærmede sig mål – det var ikke alle, som så lige ‘stil-rene’ ud… så jeg burde kunne redde mig i mål uden at vække alt for meget opsigt, tænkte jeg..
let at spotte i mængden
I chocking pink
Jeg havde faktisk besluttet mig for ikke at svømme med hav-tasken, da jeg mødte en anden jeg kender, og som allerede havde været i bølgen blå… ud fra snakken med hende, kunne jeg godt mærke, at jeg skulle have den med – selv om der praktisk talt ikke var andre, som svømmede med den slags, i øvrigt tilladte, ‘sikkerhedsudstyr’..
Så, iført min startgruppes hvide badehætte og meget pink havtaske, stillede jeg til start… kom ud på pontonnen i gåsegang med de andre, og lod mig glide ned i det – faktisk ikke så – kolde vand… hovedet under… smage på det salte vand… og så gik starten… havde ikke fået placeret mig bagerst, som det ellers var planen, så kunne ikke for alvor lurpasse, så bare afsted…
Briller og brandmænd
I havnen var der en del bølgegang, men der var faktisk ikke så meget tumult, som jeg havde forventet… desværre drillede mine briller fra start, så de første 10 – 15 minutter måtte jeg standse op flere gange for at justere…. fik heldigvis klaret det.
FUCK, hvad er nu det… ? pludselig svømmede jeg lige hen over nogle meget lange tentakler, og fik hænderne godt ned i dem,.. det var sgu da en brandmand…. pis… nå, videre…. mærkede det heldigvis ikke så meget… – det kom bagefter…
Mørket
Inde i kanalerne blev vandet roligt, og jeg kunne koncentrere mig om at få rytme på svømningen, orientere mig, og så ellers prøve på at nyde det… og så skulle der samles mod til den 80 meter lange mørke tunnel… ikke nødvendigvis en lækker oplevelse for en ny-svømmende pige med klaustrofobi….
”Fokus’…. ‘Rytmen er god’, tænkte jeg .. og ‘2000 meter er jo ingenting – et normalt træningspas tirsdag morgen er 2,5’… og så derind….jeg kunne se, at en del af de andre svømmere omkring mig gik over til at svømme bryst… ‘nej, fandme nej,’ nu går det lige så godt’,,, så jeg blev sgu nærmest lidt overmodig og pløjede videre med hovedet godt gemt i det mørkeste mørke… er overbevist om, at alle mine tekniske øvelser og balanceøvelser i svømmehallen gjorde en forskel her – og havde også prøvet kræfter med svømning med lukkede øjne en dag i meget livligt vand i Søndersø, da jeg havde fået noget ‘stort’ i øjet… det her var jo ingenting sammenlignet med. Og pludselig kom lyset og sigtbarheden igen..
Fandt rytmen
Så startede motoren
Jeg kunne se, at jeg halede gevaldigt ind på flere, og det var her, at jeg for alvor kom igang… fik et godt flow, øgede hastigheden, og begyndte at overhale…også svømmere fra startgrupper før mig… FEEEED følelse, som jo gav endnu mere energi…
Fik samtidig overskud til at betragte folk på kajen, som kiggede på… fik nærmest lyst til at vinke til dem 😀 – og pludselig var jeg ude i havnen igen. Ude i det lidt mere livlige vand, hvor jeg så desværre ikke formåede at lave en flot finish, da et par medvømmere lå og lavede blokade foran mig…. men fint nok… nåede i mål,, op af trappen og videre ind på lang… Done deal… var jo nærmest først lige kommet i gang, selv om jeg da bestemt godt kunne mærke, at jeg havde brugt mine arme 😀 – men kroppen var jo også pumpet med endorfiner lige der 🙂
Se, der kommer en havtaske – og Nina
Five seconds of fame
Min plan om at være helt usynlig for alle andre, gik vist lidt i vasken, da jeg besluttede mig for at svømme med havtaske. Min mand fortalte bagefter, at speakeren i mål-området havde omtalt min havtaske, min starttid mv, ikke så lidt mens jeg nærmede mig mål… hmm… men fint nok, for det gik jo godt, fandt jeg ud af …
12 minutter bedre
Jeg havde haft målsætningen om at komme under 60 minutter hvis alt flaskede sig, og jeg undgik at gå i panik. Og bortset fra brandmand og briller gik det jo rigtig godt, men blev alligevel ret overrasket over min tid på 48.37… ja, jeg var og er mega stolt – selv om det for mange måske ikke lyder af noget særligt.
Om alt går vel, og min dårlige hofte gider lege med, skal jeg bestemt også svømme Christiansborg rundt til næste år 🙂
Fotooplevelsen
Min mand fulgte med mig hele vejen rundt med kameraet, og det var super hyggeligt at spotte ham hist og pist – så delte vi ligesom oplevelsen, selv om han ikke svømmede med… og bonus var, at vi kunne kigge på billeder om aftenen, og ligesom genopleve dagen og de forskellige momenter undervejs… kan anbefales 🙂
Kunne så også på billederne betragte min svømmestil – hvilket man som ny-nørd, naturligvis gør – og jeg blev sgu så glad over at se, at det ikke var helt galt fat… faktisk var jeg meget positivt overrasket over at se, at nogle af de ting, som jeg senest har arbejdet med i min træning med min Coach, Morten Marstrand, åbenbart er lykkedes for mig… stor bonus 🙂
En svømmers bekendelser 